Voksende udgifter til medicin får nu et flertal i Folketinget til at kræve bedre kontrol med, hvad vi får for pengene. Det skriver Information.

Enhedslisten vil i forbindelse med efterårets finanslovsforhandlinger afsætte 50 millioner kroner til oprettelsen af et nyt uafhængigt lægemiddelinstitut, og forslaget støttes umiddelbart af regeringspartierne. Det nye institut skal rådgive læger, politikere og sundhedsmyndigheder om lægemidler og behandlingsmetoder.

Både Lægeforeningen og professor ved Center for Sundhedsøkonomisk Forskning på Syddansk Universitet (SDU) Mickael Bech støtter oprettelsen af et uafhængigt lægemiddelinstitut.

- Det er en god idé at begynde at lave den slags vurderinger og opbygge institutioner, som kan varetage den opgave. For der bliver behov for at lave prioriteringer. Med den stigning, der har været i sundhedsudgifterne, er der ikke plads til at indføre alle de ting, vi ellers tidligere ville have haft råd til i budgettet, siger Mickael Bech.

I perioden fra 2001 og til 2011 steg de samlede medicinudgifter i Danmark fra 13 mia. kroner til 20,2 mia. kroner. Heraf voksede det offentliges andel af medicinudgifterne fra 7,5 mia. kroner og til 13,2 mia. kroner.

- Der kommer hele tiden nye lægemidler på markedet, også midler som skal hjælpe mod sygdomme, vi i forvejen har medicin imod. Det kan være svært at gennemskue, om de nye ting er bedre eller bare er det samme i ny indpakning. Hvis vi ikke kan gennemskue det, kan det komme til at koste os rigtig mange penge, fordi de nye lægemidler ofte er dyrere end de gamle, siger Enhedslistens sundhedsordfører, Stine Brix, til Information.

De tre regeringspartiers sundhedsordførere er positive over for Enhedslistens forslag, men det har dog ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Astrid Krag (SF).

Sundhedsministerens partifælle og sundhedsordfører Jonas Dahl (SF) kalder forslaget en »interessant idé«, Radikale Venstres sundhedsordfører, Camilla Hersom, finder ideen »sympatisk«, og Socialdemokraternes Flemming Møller Mortensen er enig i, at der er behov for et »uvildigt organ, som træffer beslutningerne«.

BNB