Under valgkampen sloges Folketingets største partier om, hvem der kunne sikre færrest asylansøgere til Danmark. Men efter de seneste dage, hvor omkring 3.000 flygtninge og migranter har krydset Danmarks grænser, er et flertal begyndt at åbne for, at Danmark frivilligt tager imod en ekstraordinær andel flygtninge for at afhjælpe asylpresset, skriver Politiken.

Meldingerne fra partierne kommer til trods for, at Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er nævnt i den fordelingsnøgle, som EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, præsenterede i onsdag.

»Vi mener ikke, at Danmark skal deltage i et obligatorisk kvotesystem, men vi er åbne overfor at diskutere en frivillig ordning. I den forbindelse vil jeg stærkt opfordre statsminister Lars Løkke Rasmussen til at komme på banen med et bud på, hvor mange flygtninge, han mener, at Danmark skal modtage,« siger politisk ordfører for Socialdemokraterne, Nicolai Wammen (S), til Politiken.

Også Venstre, SF og de Radikale ønsker at drøfte, hvor mange flygtninge Danmark eventuelt skal tage.

I et interview med TV-avisen torsdag aften sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at efter den fordelingsnøgle, som Jean-Claude Juncker har præsenteret, bør Danmark tage imod omkring 2.800 asylansøgere. Han svarede dog ikke på, om regeringen vil byde ind med et konkret tal på antallet af asylansøgere, Danmark vil tage imod.