Lars Løkke Rasmussen (V) har brugt over 1 mio kr. på rejser i forbindelse med sit formandskab for klima- og vækstorganisationen Global Green Growth Institute (GGGI) i Sydkorea, som de danske skatteborgere støtter med 90 mio. kr. i udviklingsbistand. 'Grotesk mange penge', mener Enhedslisten og Socialdemokraterne, der ligesom Radikale Venstre opfordrer Løkke til at lægge bilagene frem.

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har i gennemsnit brugt næsten 24.000 kr. per rejsedag de 13 gange, han har rejst for GGGI, siden han i maj 2012 blev udnævnt som formand for organisationen. Det er omkring tre gange mere, end den danske udviklingsminister, Christian Friis Bach (R), bruger på tilsvarende ture, skriver Ekstra Bladet.

- Der er ingen tvivl om, at det fremgår fuldstændig grotesk, at han rejser rundt og bruger tre gange så mange penge som en dansk minister, siger klimaordfører Per Clausen (EL) til BT og fortsætter:

- Det er muligt, at han overholder de regler, som organisationen har. Det kan man ikke afvise. Men derfor behøver man ikke opføre sig fuldstændig skamløst og bruge løs af organisationens midler.

Både GGGI og Lars Løkke Rasmussen afviser at udlevere bilagene eller på anden måde redegøre for, hvordan pengene er brugt under rejserne - blot at de dækker over transport, indkvartering og formandens daglige fornødenheder. Det undrer klimaordførerne i Enhedslisten, Radikale Venstre og Socialdemokraterne.

- Der er tale om et meget voldsomt beløb. Derfor synes jeg, at bilagene skal lægges frem. Normalt kan man få aktindsigt i, hvad udviklingsbistanden bliver brugt til, men fordi det er en NGO (ikke-statslig organisation, red.), er der ikke samme regler om åbenhed, siger Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Per Clausen mener, at den danske regering skal kræve indsigt i de regler, der er for rejser i GGGI, og hvordan de danske bistandsmidler reelt bliver brugt.

- Ellers ender det med, at de penge, vi troede, at vi havde givet til at løse miljøproblemer, i stedet går til, at Løkke rejser rundt i verden og leger statsmand. Det, synes jeg ikke, at skatteydernes penge skal gå til, siger han.

Også Rasmus Helveg Petersen (R) opfordrer Løkke til at lægge bilagene på bordet:

- Jeg kender ikke de interne regler for rejseomkostninger i GGGI, så beløbets størrelse har jeg som sådan ingen holdning til. Det er helt fair og rimeligt, at han på en lang flyvning til asien flyver på business class. Men hvis jeg var ham, vil jeg fremlægge hele regningen. Det vil også tjene hans formål, at der ikke er tvivl om det.

Han finder det paradoksalt, at Lars Løkke Rasmussen gerne vil finansiere GGGI med udviklingsmidler samtidig med, at Venstre netop har foreslået, at der skal skæres 2,5 mia. kr. i bistanden næste år - altså at man skal spare initiativer som GGGI væk.

- Der er i det hele taget er et mærkeligt modsætningsforhold mellem GGGI og Løkke. Når han rejser rundt i verden for organisationen, fortæller han om, hvordan man sagtens kan kombinere grøn omstilling med vækst. Når han er hjemme, siger han det modsatte - at vi ikke skal gå forrest med grøn omstilling, lyder det fra Rasmus Helveg Petersen.

Venstre-formanden kritiseres desuden for at have taget sin kone, Sólrun Løkke Rasmussen, med på mindst en af rejserne til Sydkorea på GGGI's regning.

- Det forstår jeg slet ikke. Det må stå fuldstændig klart for Løkke, at hvis konen skal med, så må han selv betale. Det skal hverken skatteyderne eller den her organisation betale for, siger Per Clausen.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen.