Politikere kræver mere undervisning for pengene
En afstemning blandt landets kommunalpolitikere viser massivt flertal til kravet om, at lærerne skal bruge mere tid i klasselokalet.
En afstemning blandt landets kommunalpolitikere viser massivt flertal til kravet om, at lærerne skal bruge mere tid i klasselokalet.
Politikerne i landets kommuner vil have mere undervisning for pengene.
En afstemning på Kommunaløkonomisk Forum, der torsdag og fredag holdes i Aarhus, viser massiv støtte til kravet. 86 procent af deltagerne svarede ja på spørgsmålet »Er det relevant for din kommune at øge undervisningstiden næste skoleår«.
Inden afstemningen præsenterede Kommunernes Landsforening (KL) resultatet af en stor analyse af undervisningstiden i 20 kommuner. 8200 lærere på 254 skoler har deltaget, og konklusionen er klar: Det svinger meget fra kommune til kommune, hvor stor en del af arbejdstiden læreren bruger i klasselokalet.
Lærerne i kommuner som Randers og Vordingborg underviser i gennemsnit halvanden lektion mere om ugen end kollegerne i Odsherred og Varde. Analysen fortæller også, at knap 40 procent af lærerens arbejdstid bruges på undervisning, mens de resterende 60 procent går til de øvrige opgaver, læreren skal løse.
- For politikerne har det været en stor overraskelse at se de store forskelle fra kommune til kommune. Med analysen får politikerne mere robusthed i debatten med den lokale lærerkreds, sagde Thorbjørn Christensen, der som chefkonsulent i KL har været med til at udarbejde analysen.
Vordingborg er en af de 20 kommuner, der har deltaget i undersøgelsen. Det har ført mange brugbare resultater med sig, fortalte borgmester Henrik Holmer (S). Tidligere havde politikerne i Vordingborg svært ved at gennemskue, hvad der skete i folkeskolen, men nu er det blevet langt mere gennemsigtigt og muligt at styre.
- Skolelederne har fået en fornemmelse af, at de kan lede og fordele arbejdet. Vi fandt blandt andet ud af, at vi havde 40 lærere for meget. Dem kunne vi sige farvel til, uden at det gik ud over undervisningstiden. Havde vi ikke sagt farvel til dem, var vi kommet ud af det pågældende skoleår med et underskud på 20 millioner kroner på skoleområdet, sagde Henrik Holmer.
Han slog til lyd for, at lærerne skal bruge mere arbejdstid på undervisningen:
- De skal være på skolen i 37 timer. Jeg ser frem til, at lærernes arbejdsdag kommer til at ligne den, som mange andre kommunale medarbejdere har, sagde borgmesteren.
Randers Kommune har ligeledes positive erfaringer med analysen, berettede skolechef Torben Bugge. Her underviser lærerne nu i gennemsnit halvanden lektion mere om ugen end tidligere.
Professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitet præsenterede en undersøgelse. Den viste, at undervisningstiden er helt afgørende, når det handler om, hvorvidt eleverne skal lære noget.
- Hvis det handler om, at eleverne skal lære noget, så kan man godt skrotte emneuger, temadage og ordninger med to lærere. Mere undervisning er det, der batter - især i forhold til de svage elever, sagde Niels Egelund og diskede op med flere tal. De viste, at en dansk lærer underviser mindre end kolleger i de lande, Danmark normalt sammenligner sig med.
- Vi driver en omkostningstung skole, hvor der fokuseres meget på at have små skoler og lave klassekvotienter. Det er en helt forkert prioritering, sagde Niels Egelund.
- Nu står jeg og savner Anders Bondo (formand for Danmarks Lærerforening, red.) heroppe, sagde ordstyrer Ask Rostrup.
Anders Bondo havde tilbudt KL at deltage i debatten, men organisationen ønskede ikke hans tilstedeværelse i panelet. Hans manglende tilstedeværelse var medvirkende til, at Danmarks Lærerforening fra morgenstunden delte kuverter ud til de hundredvis af konferencedeltagere med lærernes udlægning af sagen.
Fakta:
Undersøgelsen, som Kommunernes Landsforening (KL) står bag, omfatter 8200 lærere på 254 skoler i 20 kommuner.
Den viser, at det svinger meget fra kommune til kommune, hvor meget læreren underviser. Faktisk svinger undervisningstiden også flere steder markant inden for den enkelte kommune.
I Vordingborg og Randers underviser lærerne i gennemsnit 680 timer om året, mens Odsherred indtager bunden med 630 timer.
Undersøgelsen viser desuden, at knap 40 procent af lærerens arbejdstid bruges på undervisning.
KL laver en tilsvarende undersøgelse i 2012.