Politikere kan ikke gribe ind over for PET
Folketinget er magtesløst over for PET. Det kan ikke stille krav om oplysninger, og får medlemmer af kontroludvalget, der skal holde øje med PET, viden om ulovligheder, er de bundet af tavshedspligt.
Folketinget er magtesløst over for PET. Det kan ikke stille krav om oplysninger, og får medlemmer af kontroludvalget, der skal holde øje med PET, viden om ulovligheder, er de bundet af tavshedspligt.
Danmark sakker bagud, når det gælder politisk kontrol med landets efterretningstjeneste. Det skriver Jyllands-Posten.
Sammenlignet med andre lande, har det danske Folketing nemlig begrænsede muligheder for at kunne kontrollere det hemmelige politi. En rapport fra Europa-Parlamentet viser, at danske politikeres tilsyn med efterretningstjenesterne er et af de ringeste i hele EU.
ER DET I ORDEN, AT FOLKETINGET HAR EN MEGET BEGRÆNSET MAGT OVER PET? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN.
Folketingets kontroludvalg, der skal holde øje med PET har - modsat størstedelen af de øvrige EU-lande - kun ganske få muligheder for at gribe ind over for efterretningstjenesten.
Selv i lande som Ungarn, Bulgarien, Polen, Slovenien, Rumænien, Slovakiet, Estland, Letland og Litauen - der for tre årtier siden var diktaturer - har politikerne flere magtbeføjelser over efterretningstjenesterne.
I Danmark kan kontrolorganet for eksempel ikke afkræve oplysninger fra PET, ligesom politikerne heller ikke kan tvinge informationer ud af agenter.
De fem største partier i Folketinget stiller hver med en politiker til kontroludvalget vedrørende den danske efterretningstjeneste. Og udvalgsmedlem for De Radikale, Zenia Stampe, er enig i, at hun og de øvrige medlemmer kun får indsigt i det, PET selv oplyser dem om.
- Vi er 100 procent afhængige af de oplysninger, som efterretningstjenesterne lægger frem for os, og vi kan ikke rejse sager over for efterretningstjenesterne, siger hun til Jyllands-Posten.
Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard sidder også i udvalget. Og hun har også spekuleret på, hvad efterretningstjenesterne »undlader at fortælle«.
Selv hvis udvalget får kendskab til ulovligheder, er der begrænsede kontrolmuligheder efterfølgende, forklarer juraprofessor Ole Espersen.
- De kan ikke gøre noget ved den viden, for der er absolut tavshedspligt, siger han.
Er det i orden, at Folketinget har en meget begrænset magt over PET? Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T. torsdag.