Alle folkevalgte og ansatte i Enhedslisten betaler en del af deres løn i partiskat, men nu har de ekskluderet en valgt politiker for ikke at betale til partiet i to et halvt år.

Det drejer sig om regionsrådsmedlemmet Mikkel Andersen, som repræsenterer partiet i Region Syddanmark, skriver Jydske Vestkysten.

Han har ikke betalt partiskat i to et halvt år, og det ser partiet meget alvorligt på.

»Når vi mener, at man skal betale partiskat, mener vi også, at en del af de midler er partiets. Og hvis man ikke betaler partiskat, bruger man en del af partiets midler til sig selv. Det betragter vi som partiskadelig virksomhed, og det kan man ekskludere folk for,« siger hovedbestyrelsesmedlem og tidligere borgmester i København Mikkel Warming til mediet.

Derfor ekskluderede man diskret Mikkel Andersen kort før sommerferien, da han på intet tidspunkt har betalt partiskat ifølge partiet.

Vederlaget i regionsrådet er på 103.691 kroner årligt som udgangspunkt, og medlemmer af regionsrådene for Enhedslisten betaler normalt en tredjedel af deres vederlag i partiskat.

Mikkel Andersen har selv forklaret, at han ikke er modstander af partiskatten, men at han har en dårlig økonomi.

Han har derfor foreslået at lave en betalingsordning, men det er blevet afvist af partiet ifølge det tidligere medlem.

Men bestyrelsen i Enhedslisten har en anden udlægning af forløbet.

Her fortæller Mikkel Warming, at den pågældende politiker er blevet kontaktet mange gange for at lave aftaler, men at han ikke har vist vilje til at indgå dem på noget tidspunkt.

Partiet har blandt andet indført skatten for at undgå, at medlemmer får en politisk karriere for økonomisk vindings skyld.

Mikkel Andersen har haft orlov i en periode og er nu løsgænger i Regionsrådet.