Selv om det er »ulykkeligt«, at mere end en fjerdedel af danskerne ifølge Politiken oplever, at de ikke har råd til at betale alle deres regninger, er det forventeligt med finanskrisens rasen. Sådan lyder det fra den radikale socialordfører Marlene Borst Hansen.

- Det er klart, at under finanskrisen, så vil der være flere, som havner i denne her ulykkelige situation. Det ville være underligt andet end at vi så en eller anden form for effekt, siger hun.

Men hvis folk har taget dyre lån for at købe en stor villa, og efterfølgende er blevet arbejdsløse og derfor har svært ved at betale regninger eller ender som dårlige betalere, kan det dog ikke være helt op til staten at hjælpe dem.

- Der kan man jo godt tænke, når det så går galt, er det så en offentlig opgave at redde dem? Det er rigtig sørgeligt, men jeg synes, at vi skal starte med at tage fat på vores allersvageste. Det vil stadig være mit udgangspunkt, og så må man håbe, at både befolkning og banker har lært noget af finanskrisen, siger hun.

Hos Socialdemokraterne er der dog større opbakning til, at alle skal have mulighed for at få hjælp.

- Jeg mener, det skal være muligt at få gældsrådgivning gratis, hvis du ikke har råd til at betale for det selv. Men mit hovedfokus er stadig på de allermest udsatte grupper, og det skal jo ikke være sådan, at de ikke kan komme til at få rådgivning, fordi folk, som er bedre kørende, fylder pladserne op, siger socialordfører Maja Panduro.

Svaret er dog klart hos oppositionspartiet De Konservative - også selv om det er finanskrisen, der for eksempel har kostet jobbet:

- Man skal tage ansvar for sit eget liv. Og det nytter ikke noget, at man bare sidder der og lader alting stå til og så forventer man, at det offentlige kommer og redder alting og rager kastanjerne ud af ilden, siger socialordfører Tom Behnke.

Han peger også på, at der med satspuljemidlerne allerede bliver gjort noget på området.

- Faktum er, vi gør faktisk noget i forhold til dem, der har problemer, og jeg mener ikke, vi skal gøre mere, vi skal tværtimod i højere grad sørge for at give ansvaret tilbage til den enkelte borger, for det er ikke statens ansvar, siger han.