Politikere klandrer politiet for at have sneget andre myndigheder med på arbejde i lyset af en trafiksikkerhedspakke.

En politisk pakke om trafiksikkerhed, hvor politiet fik lov til at lukke veje af for at kontrollere sikkerhedsmæssige forhold som et gyldigt kørekort og sikkerhedssele blandt landets bilister, har udviklet sig til et effektivt redskab for diverse myndigheder.

Og politikere klandrer nu politiet for at handle uden den nødvendige lovhjemmel.

- Jeg synes, det er et meget stort indgreb, at jeg bliver standset og skal vente på motorvejen, uden at jeg har gjort noget. Det er med til at skabe en generel mistillid til myndighederne. Politiet springer her over den nødvendige lovhjemmel, siger Karsten Lauritzen, retsordfører for Venstre.

Kontrollerne, hvor al trafik standses på et givent sted, begyndte som led i regeringens trafiksikkerhedspakke fra august 2012, hvor formålet var at styrke færdselssikkerheden. Daværende justitsminister Morten Bødskov (S) lagde i den forbindelse ikke skjul på, at målet med pakken var at nedbringe antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken. Et af redskaberne i pakken var multikontroller.

’Politiet vil fremover gennemføre flere kontroller på eksempelvis motorveje, hvor et større antal bilister tages ind til rutinekontrol for blandt andet påvirkning af spiritus eller narkotika, brug af sele samt besiddelse af gyldigt kørekort mv.,’ fremgik det af den politiske pakke.

Politiet inviterede

Andre myndigheder kunne angiveligt se potentiale i de aflukkede veje, hvor bilisterne med politiets beføjelser i færdselssikkerhedsloven sad fast til et kontrolbesøg.

I hvert fald begyndte politiet at invitere andre myndigheder med ud til udvalgte kontrolbesøg.

I et folketingssvar fra udgangen af sidste år beskrev Rigspolitiet, hvordan ’denne type kontrolaktion (multikontrol red.), hvor al kørende trafik standses på et givent sted’, nu benævnes som ’udvidet rutinekontrol’ – et udtryk, der netop bruges om aktioner, hvor andre myndigheder deltager. Og justitsminister Karen Hækkerup (S) bakker op om disse såkaldte udvidede rutinekontroller:

- De er med til at sikre en effektiv retshåndhævelse og en hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne. Derfor synes jeg, det er en fornuftig prioritering. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at det kan være generende for de lovlydige borgere, der konkret berøres. Men jeg tror egentlig, at danskerne generelt har stor forståelse for, at det kan være smart med fælles aktioner, siger Karen Hækkerup og fortsætter:

- Det er vigtigt at understrege, at en myndighed, der deltager i en kontrol med andre myndigheder, ikke opnår udvidede beføjelser. Og udveksling af oplysninger mellem de forskellige myndigheder, som deltager ved en udvidet rutinekontrol, kan kun ske med respekt for de garantier, som findes i blandt andet forvaltningsloven og persondataloven.

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup siger til BT, at han er kritisk over for, at politiet på eget initiativ har stablet den omdiskuterede praksis på benene.

- Hvis man af egen drift griber ind i borgernes rettigheder, uden der er ordentlig hjemmel eller praksis for det, er det problematisk, lyder det fra retsordføreren.