Det siger Politiforbundets formand Peter Ibsen.

- Vi har ikke mulighed for at bakke ham op på det her punkt, det tillader vores interne regler ikke. Hvis forbundet skal yde advokatbistand, skal der være helt særlige forhold der gør sig gældende.

Peter Ibsen forstår ikke, hvordan Lars Bo Lomholt har opfattet, at han på tv har lovet den suspenderede betjent advokatbistand.

- Jeg har meget tydeligt gjort opmærksom på til alle de medier, der har spurgt, at vi selvfølgelig ville give ham al den opbakning, vi havde. Men når det kommer til advokatbistand, har vi altså en skillelinje mellem det, der foregår i tjenesten og uden for tjenesten. Det synes jeg, at jeg har været meget præcis med at sige.

Selv om Lars Bo Lomholt sender Politiforbundet en anmodning om at genoverveje deres beslutning, vurderer Peter Ibsen ikke, at det vil ændre noget.

- Som sagen er fremstillet, vedrører det ikke hans tjeneste, men er noget, han har foretaget sig uden for den. Derfor har jeg svært ved at se, at der skulle være særlige omstændigheder, der gør, at der skal gives advokatbistand i denne her sag, siger han.

Til gengæld kan Lars Bo Lomholt forvente moralsk opbakning fra Politiforbundet og opbakning til andre former for bistand, for eksempel vejledning og rådgivning.