Og skriftligt gjorde betjentene opmærksom på, at alle andre der var udsendt til missionen i Kosovo, havde fået bevilget skatterabat.
Siden har Told & Skat nægtet at indfri Udenrigsministeriets løfter, og det har betydet, at politifolkene i stedet for skatterabat har fået en efterskat på omkring 50.000 kr. Hver.
Løfterne om skattefrihed blev også givet på et kursus på Vordingborg Kaserne i marts sidste år.
Den 51-årig kriminalbetjent Vagn Petersen, der i øjeblikket er udsendt til tjeneste i Kroatien fortæller om den undervisning, som embedsmænd fra Udenrigsministeriet gav på kurset.
"Det er skattefrit, drenge", lød det direkte fra Udenrigsministeriets folk. Og det er jo ikke hver dag man som 51-årig bliver benævnt som en af drengene", fortæller kriminalbetjenten til B.T.
Betjentene blev stillet i udsigt, at de som andre udsendte kunne opnå lempelse efter ligningslovens paragraf 33 A. Den indebærer, at man kun skal betale arbejdsmarkedsbidrag af den udbetalte løn.
"Rigspolitichefens personaleafdeling er fuldt vidende om, hvad vi blev stillet i udsigt.
På kurset i Vordingborg oplyste Rigspolitichefens repræsentant og leder af kurset, vicepolitikommissær John Bro, at politifolkenes skattemæssige forhold ikke var noget, som Rigspolitichefen ville blande sig i", siger den 51 årige kriminalbetjent til B.T.
"Og vi var 27 kursusdeltagere, der hørte hvad der blev sagt", tilføjer Vagn Petersen.
Som flere andre kolleger fulgte han Udenrigsministeriets vejledning og gik til sit lokale skattevæsen. Her fik imødekommet ønsket om skattelettelse.
"Så blev jeg noget overrasket, da det gik op for mig, at man fra Rigspolitichefens personaleafdeling havde ringet til mit lokale skattevæsen og forklaret, at der alligevel skulle trækkes A-skat af min løn.
Jeg har siden forgæves forsøgt at få en forklaring på, hvad der har fået personaleafdelingen til at ændre det lokale skattevæsens afgørelse. Jeg har bedt om at få en skriftlig begrundelse, men fået at vide at der aldrig vil blive givet hverken et skriftlig eller mundtlig svar i den sag", siger Vagn Petersen.
Vicerigspolitichef Erik Justesen afviser overfor B.T., at man har deltaget i vildledning af de udsendte betjente.
"Vi gør os ikke klog på uforståelige skattelove, men administrer dem, som vi får besked på.
Jeg har ikke selv deltaget i Vordingborg-kurset, og ved ikke hvem der har været repræsentant for Udenrigsministeriet," siger han til B.T.
En anden politimand, der i øjeblikket arbejder i den urohærgede by Mitrovicia, fortæller pr e-mail til B.T.
"Jeg har fået besked fra min kone i dag, at jeg ikke får løn i marts måned. Lønningskontoret har fået besked fra Told & Skat om at tilbageholde det beløb, som jeg tidligere har fået bevilget som skattelempelse."
I mens overvejer skatteminister Ole Stavad om løfterne fra Udenrigsministeriet også gælder rent juridisk - og at man derfor er nødt til at give politifolkene den skatterabat, som adskillige civilt udsendte har fået og som blev stillet politifolkene i udsigt.
De moralske forpligtigelser har hverken skatteministeriet eller Udenrigsministeriet taget stilling til.
Folketingsmedlem Kim Benhnke, Frihed 2000, har stillet Stavad en stribe spørgsmål om skattesagen, som Ole Stavad overfor B.T. har erkendt er: "Noget kludder."
Behnke vil have afklaret, hvorfor der gøres forskel på folk der sendes ud i international tjeneste og samtidig have et svar på, hvordan Stavad agter at indfri de løfter, der er givet politifolkene.
B.T. forsøgte i går flere gange forgæves at få en kommentar fra Udenrigsministeriet til sagen.