For høj fart kan have været årsagen til den tragiske trafikulykke, der søndag eftermiddag kostede tre mennesker livet i Hjørring.
Den 4-årige pige, der søndag eftermiddag mistede sin mor, farmor og kun syv måneder gamle lillebror i en voldsom trafikulykke i Hjørring, kæmper stadig for sit liv.
- Hendes tilstand er stadig kritisk. Hun er alvorlig kvæstet med hovedtraumer.
Det fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi til bt.dk mandag morgen.
Søndag eftermiddag var pigen og hendes familie indblandet i en alvorlig trafikulykke, da deres bil blev torpederet bagfra i en rundkørsel på Frederikshavnsvej. Bilen, hvor familien sad, blev påkørt bagfra af en bil, som af den ene eller anden grund ikke nåede at bremse.
Pigens 24-årige mor, hendes farmor på 58 og en helt lille bror på blot syv måneder omkom alle på stedet. De kommer alle fra Aarhus-området. Derudover sad en 28-årig onkel til spædbarnet også i bilen. Han blev lettere kvæstet.
Umiddelbart efter ulykken blev pigen fløjet med lægehelikopter til Aalborg Sygehus.
- Vi har nogle vidneudsagn, der tyder på, at han måske har kørt for stærkt, men det skal vi nu se, om bilinspektøren kan bekræfte, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi til bt.dk.