Mandag kom det frem, at to personer med relation til rockergrupperingen Satudarah var blevet bortført og holdt fanget i en lejlighed i Ballerup og tortureret i en uge. Den ene slap angiveligt væk søndag, mens politiet tirsdag fandt liget af den anden - en 25-årige mand - i en nærliggende skov.
Liget af den 25-årig var ifølge BT's kilder blevet parteret og stoppet i sorte sække, inden det var blevet dumpet i en skov i Albertslund blot få kilometer fra den lejlighed, hvor de to rockere angiveligt var blevet udsat for tortur i en uge.
To mænd blev tirsdag varetægtsfængslet i fire uger i forbindelse med bortførelsen af de to rockere fra Satudarah. Ifølge TV 2 er de sigtet for manddrab og medvirken til manddrab, men det har Københavns Vestegns Politi endnu ikke bekræftet, da de to sigtede blev fremstillet bag dobbelt lukkede døre.
Onsdag afviser Københavns Vestegns Politi forlydender om, at der skulle være tale om en bandekonflikt mellem flere grupperinger.
»Der er intet, der taler for, at det her er en bandekonflikt. Afdøde i sagen har relation til Satudarah, og det her er noget internt i Satudarah blandt nogle mennesker, der har relation til gruppen. Vi kan afvise, at andre grupperinger er involveret,« oplyser Københavns Politi til BT.
Københavns Vestegns Politi har siden fundet af den 25-årige mands lig tirsdag modtaget adskillige henvendelser fra borgere, som de nu er i færd med at undersøge. Samtidig opfordrer de til, at borgere med viden om den mystiske sag fortsat henvender sig.
»Vi håber, at vi senere onsdag kan være mere konkrete om, hvilke informationer borgerne gerne må henvende sig med,« lyder det.
Stor politiaktion i Ballerup
Sagen om de to bortførte rockere rullede mandag, da Københavns Vestegns Politi udsendte en pressemeddelelse, hvori de bekræftede, at man havde gennemført en større politiaktion i Ballerup i forbindelse med en sag om frihedsberøvelse og mishandling af en yngre mand fra det kriminelle miljø på Vestegnen.
Ifølge flere medier var der dog tale om to mænd, hvoraf den anden skulle være blevet frigivet søndag, hvorefter han henvendte sig på skadestuen. Også han skulle have relation til Saturdarah. Politiet vil ikke oplyse om mandens tilstand.
Ifølge BT's oplysninger skulle kidnapningen være et resultat af et økonomisk mellemværende i forbindelse med en narkohandel. Det er imidlertid oplysninger, som politiet heller ikke har bekræftet.
Politiet kunne kort efter aktionen i Hedeparken i Ballerup anholde de to personer, der blev fremstillet i grundlovsforhør tirsdag morgen, hvoraf den ene af de to kommer fra et rækkehuskvarter i Nærum, hvor han bor med sine forældre og søskende. En beboer i området, som ikke ønsker sit navn frem, fortæller til BT at den sigtede normalt kører rundt i en stor Mercedes.
»Ham og hans venner kommer ofte hjem midt om natten, og det er jo nok, fordi de kører rundt med narko og hash,« siger naboen, der også fortæller, at den store Mercedes har været væk i nogle dage.
Mandag kom der to betjente for at lede efter sønnen i forældrenes rækkehus, men de fandt ham ikke, lyder det.