Politiet tweeter videre på Roskilde Festival
Midt- og Vestsjællands Politi vil bruge Twitter til at holde Roskilde Festivals mange tusind deltagere opdateret.
Midt- og Vestsjællands Politi vil bruge Twitter til at holde Roskilde Festivals mange tusind deltagere opdateret.
Både under gadefesterne ved Distortion i København og ved det politiske folkemøde på Bornholm tidligere på måneden brugte politiet det sociale netmedie Twitter til at komme i kontakt med deltagerne. Og Twitter-kontakten fortsætter på dette års Roskilde Festival, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet vil således bruge det Twitter til at holde festivalens gæster og frivillige informeret.
- Twitter giver os en rigtig god mulighed for at komme ud med aktuel information direkte til de mange tusinde gæster og frivillige, der færdes på og omkring festivalen, siger politiinspektør Jens Børsting i en pressemeddelelse.
Midt- og Vestsjællands Politi vil bruge Twitter-meddelelser, såkaldte tweets, til at udsende generel information og gode råd samt til at informere om aktuelle hændelser, der kan berøre gæsterne. Et eksempel kunne ifølge politiet være at advare om tyverier, som er et årligt tilbagevendende problem på festivalen.
- Vi oplever jo desværre, at der hver år bliver stjålet ting fra teltene på campingpladsen. Udover at det kan være med til at ødelægge en god festivaloplevelse, giver det også en del arbejde til politiet. Hvis vi med lidt proaktiv information kan forhindre bare nogle få af de her tyverier, synes vi, at det er det værd, siger Jens Børsting.
Han understreger, at man ikke kan bruge Twitter, hvis man har brug for hjælp eller vil anmelde forbrydelser. Der skal man benytte www.politi.dk eller ringe 114, og hvis man har akut brug for hjælp skal man som bekendt ringe 112.
Man kan se politiets Roskilde-tweets ved at følge @politirosk på Twitter.