Kampklædte betjente måtte trække kniplerne, da en større gruppe ballademagere forsøgte at forcere et hegn efter søndagens fodboldkamp mellem Brøndby og FC København på Brøndby Stadion.

Episoden opstod godt et kvarter efter sidste fløjt, hvor tilhængerne blev ledt ud af Brøndby Stadion. Tilhængerne forsøgte at tvinge sig vej over afspærringen, men politifolk og kontrollører trængte dem tilbage.

Betjentene trak kniplerne, og ifølge BTs øjenvidne resulterede det i mindst en flænget hovedbund.

Københavns Vestegns Politi oplyser, at der er tre lettere tilskadekomne og tre anholdte. En betjent blev slået under aktionen.

Overordnet set er lokalopgøret dog gået stille for sig, vurderer den vagthavende ved Københavns Vestegns Politi.

BNB