Det er stadig uvist, om det var selvmord, et uheld eller noget helt tredje, der onsdag nat var årsagen til, at den 20-årige A.G. endte i tigergraven i Københavns Zoologiske Have.
Og det er højst usandsynligt at familien, offentligheden eller politiet nogensinde finder svaret.
Sådan lyder meldingen fra Københavns Politi, der opgiver at løse mysteriet om, hvordan den dræbte kom ind i Zoologisk Have, og hvordan han senere endte i graven hos tigrene.
- Vi må nok konstatere, at det er svært at komme videre i sagen, siger Lars-Christian Borg fra Københavns Politi til bt.dk.
- Vi lukker ikke sagen, men jeg kan høre på efterforskerne, at vi nok ikke får svar på alt her. Vi har afhørt både pårørende og venner til den afdøde, vi har set alle overvågningsbånd i gennem fra Zoologisk Have, og vi har stadig ikke noget motiv, siger Lars-Christian Borg og understreger, at Politiet heller ikke kan kalde det et selvmord.
- Vi har ikke fundet noget afskedsbrev, så lige nu er det vanskeligt for os at finde ud af, hvad der præcis skete, siger han.
En obduktionsrapport viste torsdag, at den 20-årig blev dræbt omkring midnat. Døden indtraf øjeblikkeligt ved et kraftigt bid i struben, og i næste uge vil en blodanalyse vise, om den 20-årig var medicineret eller påvirket af alkohol eller narkotika.