Nordjyllands Politi har flere gange lørdag opsøgt den mistænktes adresse, med han er endnu ikke fundet.

Politiet er på sporet af en mand, der mistænkes for at stå bag to voldtægter i Aalborg, den seneste af dem natten til lørdag. Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bent Højgaard, til nordjyske.dk.

Han forklarer, at politiet var i kontakt med manden, inden den seneste voldtægt fandt sted, og man har navnet på ham.

- Kolleger talte med en mand, som svarer til beskrivelsen af gerningsmanden, en halv time før, voldtægten fandt sted. Ham vil vi gene have snakket med, siger Bent Højgaard til nordjyske.dk.

Politiet ønsker ikke at offentliggøre navn eller alder på den mistænkte, da man ikke endnu kan vide, om manden er skyldig. Der er tale om en mand fra Nordjylland, oplyser vagtchefen.

Han fortæller ligeledes, at betjente flere gange har været forbi den formodede gerningsmands adresse, men han har ikke været hjemme.

En 21-årig kvinde blev natten til lørdag udsat for en fuldbyrdet voldtægt i en baggård i Aalborg. For to uger siden blev en 24-årige udsat for en voldtægt i samme baggård, og ud fra ofrenes beskrivelse mener politiet, at der kan være tale om den samme mand.