Det stod klart mandag, da nævningesagen mod en 41-årig mand begyndte ved Retten på Frederiksberg.

Her er manden tiltalt for at have overfaldet 12 kvindelige cyklister ved især et par tunneller ved øde stier nær Utterslev Mose nord for København.

Blandt andet nåede han ifølge anklageskriftet at overfalde først en mor – og to et halvt år senere forsøgte han også at voldtage hendes datter på nøjagtigt samme gerningssted.

Den 41-årige mand nægter sig skyldig, selv om han er tungt belastet af især dna-beviser.

Allerede efter det første af de 12 overfald havde politiet gerningsmandens dna fra den fuldbyrdede voldtægt. Og efter det andet røveriske overfald et par måneder senere kendte ordensmagten også hans navn og havde ham til afhøring. Alligevel skete der på besynderlig vis ikke mere.

Gerningsmanden havde igennem de følgende næsten tre år held til at slippe af sted med yderligere 10 så godt som identiske overfald på de samme gerningssteder. Først i en tidlig morgentime 31. oktober i fjor stoppede han bogstaveligt talt sig selv ved i bil at brage direkte ind i en asfaltudlægger nær Høje Gladsaxe.

Vidner bemærkede, at han lige efter færdselsuheldet skyndte sig at gemme nogle effekter i en hæk på Gladsaxevej, inden han blev kørt væk i ambulance. Det viste sig at være blandt andet en pung, som han netop havde frarøvet et kvindeligt offer i nærheden, og kort efter blev manden varetægtsfængslet.

I første omgang ’kun’ for tre taskerøverier, men da politiet omsider fik kontrolleret hans dna-profil og holdt den op mod sæd-dna fra den indledende voldtægt fra 2009 og et senere sex-overfald fra maj 2012, rullede lavinen omsider.

Forskellige politi-afdelinger

- Jeg må indrømme, at det kan forekomme lidt besynderligt, men på stående fod er jeg ikke i stand til at give en nærmere forklaring på det. Jeg skal gerne undersøge det, lød det mandag til BT fra chefen for Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet – vicepolitiinspektør Jens Møller.

Formentlig har det spillet en rolle, at den første voldtægt blev efterforsket af personale fra Københavns Politis Station Bellahøj. Men det var efterforskere fra Københavns Vestegns Politi, der efter det følgende tasketyveri fik oplyst af et teleselskab, at den stjålne mobiltelefon var blevet udstyret med den nu tiltaltes sim-kort.

At politiet ikke allerede på det tidspunkt fik sat en effektiv stopper for tunnelmandens kvindeoverfald, ærgrer ikke mindst den mor, der 15. januar 2010 blev væltet omkuld af tunnelmanden og frastjålet telefonen.To et halvt år efter – 16. september 2012 – forsøgte den samme gerningsmand på nøjagtig det samme sted, ifølge anklageskriftet, at voldtage hendes datter, da hun midt om natten kom kørende på den øde cykelsti.

Min datter kunne være sluppet

- Jeg er da noget overrasket over at høre, at politiet allerede fandt frem til gerningsmanden, da jeg fik min mobiltelefon stjålet, uden at der åbenbart kom noget som helst ud af det. Ellers kunne overfaldet på min datter og de andre ni kvinder måske være undgået, siger kvinden til BT.

- Det har været en meget ubehagelig oplevelse for både min datter og mig. Hun græd så højt i telefonen, da hun ringede og fortalte mig det, tilføjer moderen. Da hun mandag vidnede i retten om tunnelmandens overfald på hende, fortalte hun blandt andet, at hun var sikker på, at hun ville blive voldtaget, da gerningsmanden pludselig løb op på siden af hende og væltede hende af cyklen.

- Det lyder måske lidt absurd, men jeg råbte faktisk til ham: ’Gud ser dig’. Og da han løb væk med min taske, råbte jeg: ’Gud fanger dig’.