Det er konklusionen i en foreløbig rapport, som politiet har sendt til justitsminister Frank Jensen. Den er resultatet af to ugers efterforskningsarbejde og afhøring af 280 vidner til den tragiske ulykke.

"Orkestret Pearl Jam er efter vidners forklaringer kendt for nærmest af appellere til, at publikum opfører sig voldsomt. Herved har nogle mistet fodfæstet og er væltet omkuld, ligesom der er forklaringer om, at en hel gruppe mennesker - 30 til 40 personer - er blevet skubbet sådan, at de samlet er væltet - nærmest som en dominoeffekt," skriver politiet i rapporten.

Politiet tegner derefter et scenarie af crowdsurfere, der er "strandet" i bunken af de væltede og af andre tilskuere, der nærmest er blevet suget ind i det tomrum, de væltede efterlod i den tætpakkede menneskemængde. Noget der har medvirket til at forstærke katastrofens omfang.

Selv om politiet generelt ikke sætter en finger på festivalledelsens håndtering af ulykken og sikkerhedsberedskabet omkring koncerten, er der en anmærkning til festivalen for et langsommeligt beredskab.

Flere vidner blandt publikum og vagtpersonalet beskrev, at det tog lang tid fra ulykken skete til den blev opdaget og musikken stoppet.

"Ulykken giver anledning til, at det tages op til nyvurdering, hvordan det bedre kan sikres, at farlige situationer blandt publikum erkendes straks de opstår og hvordan der kan reageres meget hurtigt herpå," skriver vicepolitimester Bent Rungstrøm fra Roskilde politi i rapporten.

Politiet fortsætter de næste måneder arbejdet med afhøringer, og der mangler fortsat en rapport fra teknologisk Institut, der skal afgøre om rygtet om iltmangel helt ned ved jorden skulle kunne føre til kvælningsdøden blandt de, der var fanget nederst i virvaret af låste arme og ben. Endvidere mangler den sidste retsmedicinske rapport af de døde, der viser hvorvidt, de døde var påvirkede af alkohol eller stoffer.

Den foreløbige politirapport er sendt videre fra justitsminister Frank Jensen til kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen og skal bruges af det fælles udvalg mellem de to ministerier til at forbedre sikkerheden ved fremtidige danske koncerter.