Politiet på jagt efter påvirkede sommerbilister
Politiet er talstærkt tilstede langs de danske veje i denne uge for at stoppe spiritus- og narkotikapåvirkede bilister.
Politiet er talstærkt tilstede langs de danske veje i denne uge for at stoppe spiritus- og narkotikapåvirkede bilister.
Hvis du ser ekstra mange betjente på de danske veje i denne uge, så er det ikke helt tilfældigt.
Ordensmagten har igangsat en landsdækkende kontrol for at fange bilister, der er påvirket af spiritus eller euforiserende stoffer. Kontrollen kommer lige efter kampagnen »Hvem kører hjem?« fra Rådet for Sikker Trafik.
- Vi laver kontrollen på baggrund af kampagnen, fordi forskning viser, at det giver god mening at informere og derefter følge op med kontrol, siger politiinspektør Allan Nyring til Ritzau.
- Først informerer man om, at det ikke er hensigtsmæssigt at køre med alkohol, narkotika eller bestemte typer medicin i blodet, og så samler vi op med kontrol, fortsætter han.
Rådet for Sikker Trafik er enig i, at kampagne og kontrol fungerer godt sammen.
- Vi bakker op om hinandens indsatser, fordi vi ved, at nogle skal have gulerødder og nogle skal have pisk. Vi kan noget ret forskelligt, men sammen er vi klart bedst. Så vi er super glade for samarbejdet, siger projektleder Michelle Laviolette til Ritzau.
Hun understreger, at indsatsen mod påvirkede bilister er ekstra relevant nu, da mange kører påvirket fra de mange sammenkomster, hvor det egentlig ikke var planen, at der skulle drikkes alkohol.