Politiet i Schweiz koncentrerer på tiendedagen for Olivia Østergaards forsvinden kræfterne ved Zuger-søen, tæt på den unge danskers lejlighed.

Politiet fastholder, at de har 'spor', der peger i retning af, at den forsvundne Olivia Østergaard skulle have taget sit eget liv i Zuger-søen, tæt på hendes lejlighed i byen Zug i Schweiz. Det siger politiets talsmand til bt.dk


Politiet er torsdag eftermiddag massivt til stede ved Zuger-søen ved bydelen Oberwill, få kilometer fra den lejlighed, hvor Olivia Østergaard boede sammen med sin kæreste. Her skal dykkere igen i vandet senere på eftermiddagen, fortæller bt.dk's reporter på stedet.

- De tip, vi har at gå efter, tyder på, at der er tale om selvmord, og derfor fokuserer vi på Zuger-søen. Derfor undersøger vi fortsat søen, hvor vi har omkring seks dykkere ude fra morgenen af og igen i eftermiddag. Men vi har endnu ikke fundet hende, siger talsmand Marcel Schlatter fra Politiet i Zug.

Selvom politiet endnu ikke har fået konkrete spor som eksempelvis et selvmordsbrev at gå efter, så er det nu den teori, politiet efterforsker udfra.

- Tip, foreløbige undersøgelser og sagen samlet set tyder på, at hun har taget sit eget liv, siger Marcel Schlatter.

Politiet vil heller ikke komme nærmere ind på, om det kun er et vidne, der skulle have set Olivia Østergaard ved søen på forsvindingsdagen, som har bragt på politiet selvmordssporet.

- Alt jeg kan sige er, at alt tyder på, at hun har taget sit eget liv i Zuger-sø, gentager talsmanden.

Men ser I stadig håb i forhold til at finde hende i live?

- Vi kan intet udelukke. Men vi har ikke meget at arbejde udfra, og derfor hører vi selvfølgelig fortsat gerne fra folk, der mener at have set Olivia, siger Marcel Schlatter.

Olivia Østergaards familie håber i hvert fald fortsat. Her har man svært ved at tro på politiets teori om, at den unge jura-studerende skulle have taget sit eget liv.

- Jeg kan ikke fatte, at hun skulle vælge den udvej at begå selvmord. Det giver ingen mening, hun var ikke depressiv eller havde humørsvingninger. Tværtimod var hun glad op til sin forsvinden. Hun var glad om lørdagen, da jeg snakkede med hende, hun var glad, da hun sendte en sms til sin mor mandag. Hun har ikke efterladt selvmordsbrev eller andet, der peger i den retning, siger Keld Østergaard til BT.