Københavns Politi opretter visitationszone i en del af politikredsen gældende fra 14. januar klokken 18 til 28. januar kl. 16.

Tidligere mandag besluttede Københavns Vestegns Politi at indføre visitationszone i kommunerne Gladsaxe, Herlev og Ballerup efter weekendens skudepisoder. Samme beslutning traf Nordsjællands Politi i forhold til Kokkedal.

Københavns Politi etablerer visitationszonen, fordi man de seneste dage har konstateret flere banderelaterede episoder. I en visitationszone kan politiet ved en konkret mistanke om et strafbart forhold udføre stikprøver og visitere personer, køretøjer, tøj og tasker for at kontrollere, om forbipasserende har ulovlige våben på sig.

- Formålet med indførelsen af visitationszonen er at skabe tryghed for borgerne ved blandt andet at sikre, at personer i udvalgte områder ikke besidder våben, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Visitationszonen går fra kommunegrænsen til Rødovre over Vanløse og Frederiksberg forbi Vesterbro, Indre By, Østerbro og ud til kommunegrænsen til Gentofte.

Politiet begrunder beslutningen med flere konkrete episoder. Fredag 11. januar observerede man grupperinger omkring Blågårds Plads, Nørrebro Parken samt Værebro, der udførte aktiv og aggressiv »vagttjeneste«.

Samme aften blev syv personer med tilknytning til bandemiljøet omkring Blågårds Plads anholdt. Lørdag 12. januar var 17 banderelaterede personer forsamlet omkring Folkets Park, hvor der i forbindelse med visitation og registrering blev fundet en kniv samt gasspray.

Samme dag blev en banderelateret person udsat for et drabsforsøg ved Frederikssundsvej.

- Herudover har der i de sidste par dage været flere skyderier i nabopolitikredsene, hvor det ikke kan udelukkes, at de involverede parter har kontakt til eller stammer fra konfliktsøgende bandegrupperinger med bopæl i Københavns Politikreds, oplyser politiet.

De Radikale kritiserer politiet for at indføre visitationszoner i Gladsaxe, Herlev og Ballerup. Partiet mener, beslutningen kan være på kant med politiloven.

- Det er meget vigtigt, at visitationszoner har et begrænset areal i form af enkelte gader, pladser eller lignende. Tre kommuner er et meget, meget stort areal, siger retsordfører Jeppe Mikkelsen (R).

Han henviser til politiloven, hvor der ifølge Jeppe Mikkelsen står, at »en beslutning om visitation typisk vil omfatte et bestemt afgrænset område, for eksempel et værtshus, et butikscenter, en gade eller en plads, mens der ikke kan træffes beslutning om visitation i for eksempel en hel politikreds eller kommune«.

Jeppe Mikkelsen vil nu bede justitsminister Morten Bødskov (S) om at se på sagen.