Politiet når frem på under otte minutter
Responstiden på akutte 112-opkald er faldet betydeligt i de seneste år og er nu under politiets erklærede mål om mindre end 10 minutter i gennemsnit.
Responstiden på akutte 112-opkald er faldet betydeligt i de seneste år og er nu under politiets erklærede mål om mindre end 10 minutter i gennemsnit.
Responstiden på akutte 112-opkald er i 2011 reduceret med mere end to et halvt minut siden 2007. Det skriver metroXpress.
Dermed har politiet i år nået det erklærede mål om at have en responstid på mindre end 10 minutter i samtlige politikredse. I gennemsnit tager det nu 7 minutter og 55 sekunder for politiet at komme frem efter et 112-opkald.
Der er dog mere end tre minutters forskel på responstiden i den hurtigste og langsomste politikreds. Hos Sydøstjyllands Politi er responstiden helt nede på 6 minutter og 38 sekunder.
- Vi har selvfølgelig en fordel af en god infrastruktur mellem byerne, fordi trekantområdet har motorveje mellem de største byer. Men med politireformen har vi mulighed for at have flere patruljevogne på gaden og dermed mindske responstiden, siger chefpolitiinspektør Jørgen Abrahamsen fra Sydøstjyllands Politi ifølge metroXpress.
Sydøstjyllands Politi har siden 2007 brugt såkaldt flådestyring, der placerer patruljevogne strategisk efter behov.