Politiet melder om en rolig start på 2012
Det nye år er blevet skudt roligt ind, fortæller landets politikredse et par timer inde i 2012.
Det nye år er blevet skudt roligt ind, fortæller landets politikredse et par timer inde i 2012.
De første par timer af 2012 er forløbet forholdsvist fredeligt. Det beretter landets politikredse to timer efter, at nytåret blev skudt ind over det ganske land. Politiet i hele landet betegner enten nytårsbraget som roligt eller som en ganske almindelig nytårsaften.
De fleste politikredse kan fortælle om husspetakler, containerbrande og enkelte slagsmål, men der er intet usædvanligt for en nytårsaften. På Københavns Vestegn og på Bornholm har politiet taget i alt tre spritbilister, blodprøver vil inden for de kommende uger vise, hvor meget alkohol de havde i blodet.
Politiet på Sydsjælland har flere gange været nødt til at rykke ud til boligområdet Ringparken, hvor der var udbrudt brand i fem til seks biler. Den var andsynligvis bevidst påsat ved hjælp af fyrværkeri. Vagtchef Søren Nielsen betegner det som grove drengestreger og fortæller, politiet ikke har fået fat i gerningsmændene.
I Esbjerg udbrød der efter midnat brand i et hus i Storegade, men vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Bent Pedersen, kan endnu ikke sige, hvor omfattende branden har været. Men ingen mennesker er kommet til skade, forsikrer han. Bygningen rummer både butik og bebyggelse, og det er endnu ikke til at sige, hvad der fik huset til at bryde i brand.