Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.
Fundet af liget af den 17-årige Emilie Meng juleaftensdag har givet politiet nye spor at gå efter, og de arbejder stadig på højtryk med en række forskellige led i efterforskningen, som går fremad.
Det fortæller efterforksningsleder Søren Ravn-Nielsen til BT.
»Det skrider fremad, for det, at vi har et nyt område at kigge på, betyder selvfølgelig noget,« siger han.
Det nye område er Borup ved Roskilde, hvor Emilie Meng blev fundet død i julen i en skovsø mere end fem måneder efter, hun sidst var set ved Korsør Station 10. juli, hvor hun skiltes fra sine veninder efter en bytur.
Og politiet er lige nu ved at identificere, hvilke mobiltelefoner der gik på masterne både i området i Korsør, hvor Emilie forvandt, og i området ved Borup, hvor liget af hende blev fundet.
Der er også kommet flere henvendelser fra borgere, efter man fandt den 17-årige pige. Og det har åbnet nye muligheder for politiet, der stod på bar bund, da Emilie forsvandt.
»Efterforskningen drejer sig dels om at forsøge at klarlægge, hvem der har været på de relevante steder både i Korsør og Borup. Så er der teletrafikken i områderne og de henvendelser, som vi har fået, så vi har masser at arbejde med, og efterforskningen har stadig høj prioritet,« siger Søren Ravn-Nielsen.
Især én del af efterforskningen har der været stor fokus på - nemlig flere henvendelser om en hvid kassevogn, som blev set i Korsør tæt på det tidspunkt, hvor Emilie forsvandt.
Men politiet tillægger flere køretøjer vægt, forklarer efterforksningslederen.
»Den blev set i den sydlige del af byen, men vi har henvendelser om flere forskellige køretøjer, så vi kan ikke blive mere konkrete på det.«
Emilie Meng blev begravet 19. januar i Korsør. Det er stadig ikke officielt blevet slået fast, hvad hun døde af, men at hun var udsat for en forbrydelse. Og det vil politiet heller ikke komme nærnere ind på nu, da der stadig er retsmedicinske undersøgelser i gang.

