Københavns Politi er interesseret i at tale med andre personer, der tidligere har sejlet med Peter Madsens ubåd 'Nautilus'.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
'Efterforskningen har også vist, at den varetægtsfængslede Peter Madsen ved flere lejligheder har sejlet interesserede enkeltpersoner på tur med ubåden. Politiet vil i den anledning gerne tale med alle personer, der har været på tur med Peter Madsen i ubåden, for derigennem at kunne fastslå, hvortil disse ture normalt gik og hvorledes de blev gennemført,' skriver politiet i pressemeddelelsen.
Den danske opfinder Peter Madsen, der også er kendt under navnet 'Raket-Madsen', blev fredag anholdt og sigtet for drabet på den 30-årige svenske journalist Kim Wall, der havde været ude at sejle med Peter Madsen i forbindelse med en historie og sidst er set torsdag aften om bord på hans ubåd, som i weekenden blev bjærget, efter den var sunket fredag.
Efter et grundlovsforhør lørdag blev Peter Madsen desuden varetægtsfængslet i 24 dage for uagtsomt manddrab.
46-årige Peter Madsen har selv forklaret til politiet, at han torsdag aften omkring klokken 22.30 satte kvinden af på Refshaleøen nær restaurant Halvandet. Fire timer senere - klokken 02.30 natten til fredag - slog Kim Walls kæreste alarm hos politiet, da hun endnu ikke have givet lyd fra sig eller var kommet hjem fra ubådsturen.
En eftersøgning af ubåden gik i gang, og klokken 10:30 fredag formiddag blev den set ved Køge Bugt, før den sank.
Kim Wall er stadig ikke fundet, og politiet oplyser i en pressemeddelelse, at man mandag fortsætter eftersøgningen - blandt andet ved en operation fra luften, hvor man anvender fly fra hjemmeværnet. Politiet oplyser også, at man har indledt et samarbejde med svensk politi på baggrund af strømforholdene i Øresund og Køge Bugt siden torsdag, hvor ubåden forlod København.
De tekniske undersøgelser af ubåden har vist, at det var en bevidst handling, der gjorde, at ubåden sank. Undersøgelserne forventes endeligt afsluttet mandag, og politiet skriver i pressemeddelelsen, at man har sendt en del elektronik fra ubåden til nærmere undersøgelser for at fastslå bådens sejlrute.
