I endnu et forsøg på at finde spor efter den forsvundne teenagepige Emilie Meng afsøger politiet nu området langs motorvejen ved Korsør og ved en skov.
I næsten tre måneder har Emilie Meng nu været forsvundet.
Flere gange er kolonihaver, søer og gader i og omkring Korsør blevet endevendt i et forsøg på at finde den nu 18-årige pige - eller bare de mindste spor efter hende.
Indtil videre er intet dukket op.
Nu er Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i aktion omkring motorvejen ved Korsør, hvor et antal betjente går langs vejen for at finde spor. Andre er også i aktion ved en skov - Lystskoven - i den sydlige del af byen.
Det fortæller politikommissær Steen von Würden til BT. Han fortæller dog, at aktionen ikke skyldes et konkret spor eller et tip i sagen.
»Det er ikke noget konkret, der ligger bag. Vi har løbende evalueret efterforskningen og hvilke områder, der er blevet afsøgt og ikke afsøgt, og så vil vi nu sikre os, at der ikke er noget, som kan gavne efterforskningen derude,« forklarer han.
Aktionen kommer til at stå på hele dagen torsdag.
»Så ser vi, om vi også skal bruge noget af dagen i morgen også,« siger Steen von Würden.
Udover betjentene er der også en del hunde til stede ved motorvejen og ved skoven, ligesom folk fra Søværnet også er til stede for at hjælpe til ved vådområdet.
Emilie Meng forsvandt sporløst efter en bytur 10. juli.
Sammen med nogle veninder havde hun været på en bytur i Slagelse, og hun blev sidst set ved fire-tiden om morgenen, hvor hun blev filmet af et overvågningskamera på Korsør Station. Mens veninderne tog en taxa hjem, forklarede Emilie, at hun ville gå de få kilometer hjem.
Siden har ingen set eller hørt fra hende.
Mange frivillige har ledt efter hende både til lands og i havet, og flere store eftersøgninger med blandt andet dykkere og heste har været i gang, mens plakater er blevet hængt op med hendes billede flere steder i landet. Og i udlandet.
Desværre har intet indtil videre ført til konkrete spor.
Emilie Meng, der var 17 år, da hun forvandt, er 168 centimeter høj. Hun beskrives som værende almindelig af bygning og med langt brunt hår. Hun var iført en en sort langærmet cardigan, en sort blondebluse, blå jeans og og blå puma-sko, da hun forsvandt.

