Nogle gange må man slå til, når chancen byder sig. Det var i hvert fald det, politiet i Kirtland gjorde, da de fandt en omstrejfende hund, som de valgte at beholde.
Betjentene havde fundet den store hund løbe rundt alene i byen Kirtland i staten Ohio i slutningen af marts.
I stedet for at køre den hen til et dyreinternat, valgte de at lede efter hundens ejere.
Men da ingen efter 20 dage havde stået frem og fortalt, at de savnede en hund, valgte politiet at gøre noget ganske anderledes.
De adopterede hunden.
Hunden, der har fået navnet JD efter John Doe, der ofte bruges til at betegne personer, der ikke kan identificeres, blev dermed en del af politistationen i den lille by med 6.800 beboere og livet der.
»Nogle af jer har måske fulgt med i historien om vores omstrejfende John Doe. Vi forsøgte at finde ejeren af dette mageløse dyr, men uden held. Folkene her på politistationen ønskede at finde et godt hjem til JD, og med tilladelse fra politiinspektøren og borgmesteren er JD blevet adopteret af Kirtland Politiforening. De deler dog varmen, som dette stoiske dyr giver, med rådhuset og brandvæsnet,« skriver Kirtland Police Department på Facebook.
»JD har passet ind her, som har han altid været her. Vi er glade for at have ham hos os og i vores liv. Han er elsket af alle, og vi elsker ham,« tilføjer de.
Siden adoptionen er JD faldet helt på plads på politistationen, og flere borgere i byen er begyndt at sende både mad og legesager til ham.
Det er dog ikke klart, hvad hans pligter på stationen er - andet end at han gør betjentene glade.
