Politiet har siden anmeldelsen haft kriminalteknikere på stedet, som ligger i det indre Odense. Nu er de første undersøgelser afsluttet, og politiet tror, der er tale om et selvmord.

- Der er obduktion af liget kl. 14 på retsmedicinsk institut. Indtil da kan vi ikke sige noget med sikkerhed. Men som det ser ud, er der noget, der tyder på, at det er et selvmord, siger Jack Liedecke, drabschef hos Fyns Politi.

Kvinden er endnu ikke identificeret, men politiet går ud fra at hun er af dansk oprindelse. Der er ifølge bt.dks oplysninger tale om en midaldrende kvinde i 40-års alderen.

Da politiet mandag morgen modtog anmeldelse arbejdede de ellers ud fra, at der kunne være tale om et drab.

- Jeg kan bekræfte, at der er fundet en død person, og at det ser mistænkeligt ud, fortalte vagtchef ved Fyns Politi, Per Sterebo til bt.dk kort efter de havde fået anmeldelsen kl. 9.15.

Bt.dks udsendte reporter fortæller, at rustvognen klokken halv to hentede liget af kvinden på Hotel Ansgar i Odense.