Ved du noget om sagen, og har du foto eller video? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.
Torsdag aften er en redningshelikopter sendt i luften over Gelballe og Fovslet skove for at finde en 46-årig mand. Han er ikke kommet hjem efter en cykeltur, skriver TV SYD.
Manden forlod sit hjem torsdag morgen for at cykle i skovene omkring Kolding. Familien undrer sig over, at han ikke er vendt hjem, da han dagligt tager på cykelture.
Over for BT bekræfter Klaus Hansen, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, at der i øjeblikket er gang i en stor eftersøgning.
»Vi modtog anmeldelsen klokken 20.38 fra familien, som havde forventet ham hjemme fra cykelturen sidst på eftermiddagen. Så lige nu eftersøger vi med helikopter og hundepatrulje den rute, han plejer at køre,« siger Klaus Hansen, der forsikrer om, at de bliver ved, til han er fundet.
»Vi bliver ved, til vi finder ham, eller til vi ikke har flere muligheder. Hvis det giver mening, kører vi helt sikkert igennem hele natten. Men vi vil selvfølgelig meget gerne finde ham, inden det når så langt.«
Ifølge TV SYD har politiet endnu ikke udsendt en officiel efterlysning på manden, men opfordrer alligevel borgere til at være ekstra opmærksomme, hvis de befinder sig i skovene omkring Kolding.
Ved du noget om sagen, og har du foto eller video? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.