Politiet har anholdt fire personer i forbindelse med skudopgøret mellem to grupperinger ved Bispebjerg Station i Københavns Nordvestkvarter. Det bekræfter efterforskningsleder Gunnar Nørager fra Københavns Politi sent onsdag aften.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

»Vi har anholdt fire personer i forbindelse med skudepisoden tidligere på aftenen. Vi har haft fat i fem personer, men den ene er blevet løsladt igen. Vi er ved at undersøge deres roller i det, der er sket. Det har vi endnu ikke helt klarhed over. Der har også været noget biljagt inde over,« siger han.

Ifølge BT modtog politiet klokken 18.12 en anmeldelse om et skyderi ved Tagensvej nær Mjølnerparken, hvor to biler angiveligt forfulgte hinanden.

Bilerne stoppede efterfølgende op, hvorefter én person fra det ene køretøj steg ud af bilen og affyrede et enkelt skud mod det andet køretøj.

Herefter flygtede det ene af køretøjerne ind i Mjølnerparken, mens det andet køretøj flygtede op ad Tagensvej ind mod byen, hvorefter det forulykkede ind i en mur. Ifølge vidneudsagn flygtede fem maskerede mænd i sort tøj til fods fra den forulykkede bil.

Efterforskningsleder Gunnar Nørager bekræfter, at de anholdte alle er kendt af politiet i forvejen, og at anholdelserne foregik »relativt roligt«.

»Vi er i et miljø, hvor man ikke taler særlig meget med eller til politiet, kan jeg vist roligt sige. Det er nogle personer, som ikke er særligt meddelsomme,« siger han.

Københavns Politi kan sent onsdag aften ikke svare på, om de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør torsdag.

»Det tager vi stilling til i løbet af natten,« siger Gunnar Nørager.

Ingen personer blev ramt i forbindelse med skudepisoden.