Nordsjællands Politi er gået ind i sagen om den meget omdiskuterede skandale-sexvideo fra Gl. Hellerup Gymnasium. Det bekræfter Nordsjællands Politi over for bt.dk.
- Det jeg kan sige er, at der er indledt en undersøgelse i forbindelse med sagen, siger vagtchefen Michael Gamel for Nordsjællands Politi og fortsætter:
- Det drejer sig om mulig blufærdighedskrænkelse. Vi har taget kontakt til gymnasiet med henblik på nærmere undersøgelse og afhøring vil finde sted.
VED DU NOGET, SÅ TIP BT PÅ 1929@BT.DK
Dog vil sagen ligge stille hen over pinsen, og først blive taget op i næste uge.
Videoen, der blev filmet gennem et vindue, viser en 3.g'er have sex med en pige fra et andet gymnasium.
Tidligere fredag kom det frem, at rektor på Gl. Hellerup Gymnasium nord for København, Jørgen Rasmussen, ved, hvilke 3.g-elever der står bag en sexvideo. Alligevel har han valgt ikke at gå til politiet med det.
- Vi er blevet enige om ikke at anmelde sagen. Derimod har vi opfordret de to unge, som optræder på videoen, til at gå videre med sagen. Det er dem og ikke gymnasiet, som er blevet krænket, fortalte rektor Jørgen Rasmussen tidligere til BT.
