Politiet har en god idé om, hvem det var, der søndag begik et voldeligt overfald på elitesvømmeren Jeanette Ottesen og hendes kæreste, Marco Loughran.

Det fortæller Robert Jensen, der efterforsker sagen hos Københavns Politi.

»Vi har oplysinger om gerningsmandens bil, der gør, at vi føler os sikre på, at vi kan finde den formodede gerningsmand,« siger Robert Jensen.

Søndag eftermiddag kom den 28-årige svømmestjerne Jeanette Ottesen og hendes 26-årige kæreste Marco Loughran, i klammeri med en rasende bilist på Østerbro. Jeanette Ottesen har til BT fortalt, at billisten blev vred og ville slås, fordi hun var lidt langsom i optrækket, da hun skulle køre over for grønt.

Marco Loughran blev tildelt adskillige slag og pådrog sig et flækket øjenbryn, der måtte sys med seks sting. Noget af hans øre er revet op, og derudover fik han hul i hovedet, fire flækkede tænder og en masse blå mærker over hele kroppen.

Jeanette Ottesen slap med et par forstuvede fingre og en brækket lille finger.

Overfaldet blev set af flere vidner, der afgav forklaring til de betjente, der rykkede ud til overfaldet. En del af de vidner mangler politiet at genafhøre.

»Vi mangler at afhøre nogle vidner, men jeg har en god formodning om, at vi kommer videre med sagen,« siger Robert Jensen.

Udover de mundtlige vidner har politiet undersøgt, om overfaldet blev fanget af et overvågningskamera, men det blev det umiddelbart ikke.

Jeanette Ottesen har beskrevet manden som tyrkisk af udseende, skaldet og iført en sort kasket. Han kørte i en varevogn.