Et tidligere byrådsmedlem fra Horsens er tiltalt i en omfattende sag om indsmugling af adskillige kilo narko fra Holland.  

Et tidligere socialdemokratisk byrådsmedlem i Horsens er sammen med sin onkel tiltalt i en omfattende narkosag.

Politiet mener, at de to var bagmænd i en sag om indsmugling af 20 kilo narko fra Holland til Horsens. Det oplyser senioranklager Lenette Skak fra Sydøstjyllands Politi til Horsens Folkeblad.

En tredje person er ligeledes tiltalt i sagen. Han vurderes til at være mellemmand.

Sagen drejer sig om indsmugling af primært kokain og en mindre mængde heroin fra Holland til Horsens. Sydøstjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at tiltalen omfatter indsmugling af kokain i 21 tilfælde og et forsøg på indsmugling. Der er samlet indsmuglet cirka 20 kilo kokain og heroin.

To af de tiltalte - en 35-årig mand og en mand på 30 år - er danske statsborgere fra Horsens-området, mens den sidste tiltalte mand er en 43-årig hollandsk statsborger. Han blev i maj i år udleveret til Danmark til retsforfølgelse.

Politiet oplyser, at der allerede er gennemført seks tilståelsessager i sagen, hvoraf fem narkokurerer er blevet dømt. De er alle idømt fra mellem tre år og ti måneders fængsel op til syv års fængsel. Desuden er en mellemmand idømt otte og et halvt års fængsel.

Senioranklager Lenette Skak betegner sagen som »stor«:

»Det er både meget organiseret med utrolig mange og hyppige indsmuglinger, der er planlagt meget bevidst, og brugen af mange kurerer, der gør det til en stor sag,« siger hun til Horsens Folkeblad.

Sagen ventes at strække sig over 11 dage ved Retten i Horsens.