Københavns Vestegns Politi efterlyser oplysninger om »en mindre mørk personbil« efter drabet på en 21-årig mand i et villakvarter i Herlev lørdag aften.

»Bilen er set køre fra gerningsstedet lørdag aften. Københavns Vestegns Politi efterforsker drabet og beder alle om hjælp til at kaste lys over hændelsesforløbet,« skriver politiet i en pressemeddelelse.

Lørdag ved 19-tiden blev der skudt mod en bil med flere passagerer, som holdt ved hjørnet af Rybjerg Allé og Maj Allé i Herlev. Skuddet ramte en 21-årig mand, der blev kørt på hospitalet af sine kammerater, men han blev erklæret død ved ankomsten til hospitalet klokken 19.15.

Det er endnu sparsomt med spor i sagen.

»Der er fundet et enkelt patronhylster på, stedet,« siger efterforskningsleder Carsten Jansson fra Københavns Vestegns Politi.

Ifølge efterforskningslederen havde den dræbte en perifer tilknytning til den tidligere indvandrerbande Værebros Hårde Kerne, der er blevet indlemmet i den hollandske rockergruppe Satudarah.

Har man oplysninger i sagen, bedes man kontakte Københavns Vestegns Politi på 114.

BNB