Ribe: Politiet har afspærret området omkring Hegelundsvej i Ribe, efter at en mand søndag eftermiddag blev fundet død i en lejlighed.

Det oplyser vagtchef Erik Lindholdt, Syd- og Sønderjyllands Politi, til Ritzau.

Omstændighederne omkring hans død er sådan, at politiet efterforsker sagen som et mistænkeligt dødsfald.

Politiet fik en anmeldelsen klokken 15.39 og rykkede ud til lejligheden.

Bortset fra en oplysning om, at døde er en 30-årig mand, er det sparsomt med oplysninger om dødsfaldet og om de mistænkelige forhold ved det.

- Vi har lavet en stor afspærring, hvor vi afsøger området med hunde, siger Erik Lindholdt.

/ritzau/