Har du oplevet fartglade bilister, hvor du bor, eller et andet sted? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

'Et beskæmmende resultatet'.

Så klare i spyttet er Midt- og Vestsjællands Politi, når de skal beskrive udfaldet af den hastighedskontrol, som politikredsen torsdag foretog ved Køge Bugt motorvejen.

Hastighedskontrollen, der gennemføres i forbindelse med vejarbejde, er placeret før motorvejsafkørslen til Egedesvej, og torsdag eftermiddag og aften passerede 10.300 bilister den opsatte fotovogn. Af dem kom 736 bilister kørende med for høj fart. Og det tal er alt for højt, mener politiet:

'Alt i alt – et beskæmmende resultat, som vi vil gøre meget for at få markant nedsat i den kommende periode, hvor vejarbejdet jo fortsat er på sit højeste,' står der i pressemeddelelsen Midt- og Vestsjællands Politi.

Ud af de 736 bilister kørte 74 af dem med en hastighed, der var på mere end 30 procent over det tilladte, og det resulterer i et klip i kørekortet.

Men det er snart ikke det værste.

Flere bilister kørte nemlig endnu hurtigere og fik en betinget frakendelse af kørekortet, mens én bilist toppede torsdagens kontrol ved at køre mere end 60 procent over den tilladte hastighed. Det koster vedkommende en bøde på 5000 kroner og en betinget frakendelse af kørekortet.