En trafikulykke ved Skibby har krævet sit andet dødsoffer. En pige på kun halvandet år er afgået ved døden.
Pigen sad sammen med sin 17-årige mor og mores 19-årige kæreste i bilen, da den forulykkede ved 17-tiden mandag. Den 19-årige mand, der var fører af bilen, blev dræbt på stedet. Datteren blev bragt til Sygehuset, hvor lægerne forgæves forsøgte at redde hendes liv.
- Klokken 11:03 er der blevet slukket for respiratoren, siger vagtchef Peter Olesen fra Nordsjællands Politi.
Teknikere arbejder nu på ulykkestedet for at finde ud af, hvad der præcis skete i de skæbnesvangre minutter. De forløbige rapporter peger på, at det var en fatal manøvre i forbindelse med et højresving, der forårsagede ulykken.
- Bilen kører venstre om et helleanlæg og påkører helleanlæget. Føreren mister herredømmet og ryger over i den modsatte vognbane. Her rammer den venstre forreste hjørne af en Movia-bus. Bussen er heldigvis uden passagerer. Den fortsætter med at køre på grund af bremsesvigt og bringes til standsning ved at køre op af en bakke, fortæller Peter Olesen.
De tekniske undersøgelse samt afhøring af vidner skal nu klarlægge, hvad der fik føreren af bilen til at køre venstre om helleanlæget.
Pigens oldemor oplyste i nat i en opdatering på Facebook, at den lille pige havde pådraget sig kraniebrud og ikke havde mange chancer for at overleve.
- Mit elskede oldebarn ligger i øjeblikket på Rigshospitalet med kraniebrud. Hun er så hårdt kvæstet, at hun ikke vil overleve, hun ligger i øjeblikket i respirator. Som muligvis vil blive slukket i dag, hvis hendes lille hjerte ikke giver op i løbet af natten, skrev hun.
Pigens 17-årige mor overlevede ulykken som den eneste i bilen.