Siden Olivia Østergaard blev fundet død i en faldefærdig lade ved den schweiziske by Oberägeri tirsdag, har politiet arbejdet på højtryk for at finde ud af, hvad den unge jurastudine døde af.

Lige nu er retsmedicinere på Zürichs retsmedicinske Institut ved at lave de sidste undersøgelser, men politiet har allerede en formodning om, hvor det bærer hen.

- Alt tyder desværre på, at hun har begået selvmord, siger Judith Aklin, der er talskvinde for politiet i Zug.

I de tre uger, hvor Olivia Østergaard var forsvundet, arbejdede politiet ud fra en teori om, at hun havde taget sit eget liv. De har undersøgt den lade, hvor liget af den 20-årige kvinde blev fundet, og resultaterne peger ifølge politiet kun i en retning.

- Vi kan ikke konkludere noget endeligt, før vi har de sidste resultater af de retsmedicinske undersøgelser. Der er dog absolut ingen indikationer på, at der er sket en forbrydelse, siger Judith Aklin.

Først når de retsmedicinske undersøgelser om et par dage ligger klar, kan politiet lukke sagen som selvmord. Offentligheden skal dog ikke regne med at vide, hvornår Olivia Østergaard døde, og hvad hun døde af.

- Det hører privatlivet til, så det er kun familien, der får den oplysning, siger Judtih Aklin.