Politiet advarer mod en mand først i 20’erne, som for tiden fører sig frem på Facebook og ofte udgiver sig for at være lægestuderende. Der er en stribe anmeldelser for blufærdighedskrænkelser.
Han er åbenbart særdeles interesseret i unge pigers anatomi, og det er næppe i studieøjemed, da hans stud. med-titel formentlig er pral, når han efter nogen tids kontakt opfordrer de unge piger til at klæde sig af, tages fotos af sig selv og sende dem til ham.
Senest er det gået ud over en 14-årig pige, som for tiden er elev på Hald Ege Efterskole. Pigen fortalte om sin Facebook-oplevelse til både en lærer og sin mor, som anmeldte manden til politiet.
Kontakten med efterskoleeleven førte for øvrigt til, at manden inspireret tog til Ryomgård, hvor pigen stammer fra, for at opsøge piger på byens realskole.
»Manden er bosiddende i Herning og har familie andre steder i politikredsen, hvor han også har ført sig frem. Vi kan kun opfordre til, at pigerne tænker sig om, når de får den slags opfordringer på Facebook,« siger Erik Hykkelbjerg, SSP-mand hos lokalpolitiet i Viborg.
Sagen fra Hald Ege indgår nu i striben af anmeldelser mod manden som politiet efterforsker. Det er med forventning om, at Facebook-lokkeren skal omkring en retssal.