Manden, som bl.a. udgiver sig for at være læge, blev fanget i weekenden i Frederikshavn, hvor han forsøgte at stikke af fra en regning.
Han opererer med mindst ti forskellige dæknavne, heriblandt Erik Lange og praktiserende læge Michael Jacobsen fra Slagelse, hvis rigtige CPR-nummer han misbruger til at få udleveret ketogan fra landets apoteker. Og han er ferm til at spille rollen. Han kan alle fagudtryk og taler med en stemme som en ældre, distingveret overlæge.
Den virkelige læge fra Slagelse ønsker ikke at kommentere sagen, men han har dog selv sendt advarsler om svindleren til apotekerne.
"Han har et fantastisk snakketøj og er charmerende. Det er de gaver, han udnytter til at snyde folk," lyder det fra vagthavende hos Frederikshavns Politi.
Først på ugen blev manden i Esbjerg idømt en delvis betinget fængselsstraf for bedrageri over for KFUM og KFUK-spejderne og over for Esbjerg Kommune.
Politiet i Frederikshavn kan oplyse, at manden har over 500 sager i politiets arkiv.
Men den sigtede kan mere end at spille læge, han har også udgivet sig for at være patient. Under falsk navn og med to krykker har den 45-årige pillemisbruger ladet sig indlægge på hospitalerne i Tønder, Fredericia, Århus og Glostrup, hvor han har fået udleveret store mængder ketogan.
Politiet i Frederikshavn fik i weekenden sine jurister til at vurdere, om manden havde gjort sig skyldig i så alvorlige forbrydelser, at det ville kunne udløse en varetægtsfængsling. Det blev til et nej, men sigtelserne opretholdes, så han senere vil blive retsforfulgt.
Politiet er derfor meget interesseret i at høre fra folk, der har været i kontakt med manden under nogle af hans dæknavne.