Søndag advarede Midt-og Vestsjællands Politi mod en mand, der forsøgte at lokke en 12-årig dreng ind i sin bil ved at tilbyde ham popcorn og pokémon-kort. Nu har manden været på spil igen.

Det skriver Lokalavisen.

Manden har kontaktet en 12-årig dreng, som ligesom det første offer blev forsøgt lokket med pokémon-kort i området omkring Jyllinge.

Manden tog kontakt til drengen ved 20-tiden onsdag aften ved Planetvej. Da den 12-årige dreng kom cyklende, trådte manden ud på stien foran ham. Drengen ignorerede dog den fremmede mand og cyklede i stedet bare videre. Det fik manden til at opgive sit ærinde, og han stak af fra stedet.

Fredag den 2. december havde en mand kontaktet en dreng bag ved Baunehøjskolen i Jyllinge omkring 15.30. Drengen var sammen med en af sine søskende, det var kun den 12-årige dreng, der fremgik af anmeldelsen.

Episoden blev også forklaret for lokalbefolkningen i Jyllinge på Facebook-gruppen 'Jyllinge - løst og fast' af formand for skolebestyrelsen på Baunehøjskolen, Anne-Marie Krogh Linde.

Her oplyser hun, at forældrene til børn på skolen er blevet kontaktet og opfordret til at tale med deres børn, ligesom skolens SFO også er informeret om episoden.

Og signalementet af gerningsmanden i de to sager er nærmest ens. Begge drenge har beskrevet ham som værende omkring 50 år, mørkhåret og mørk i huden.

Da episoden skete i sidste uge, fortalte Carsten Andersen fra Midt-og Vestsjællands Politi ifølge Lokalavisen, at det er vigtigt, at folk ikke går i panik over situationen.

»Jeg kan godt forstå, at det skaber utryghed i området, men det er med at bevare roen, så børnene ikke bliver skræmte. Det er trods alt sjældent, at sådan noget sker, og vi ved endnu ikke, hvad manden var ude på,« fortalte han. Politiet fortalte også, at manden indtil videre ikke har gjort noget, han kan straffes for, men de vil stadig gerne i kontakt med ham.

Har du oplysninger i sagen eller ved du, hvem manden er, kan Midt- og Vestsjællands Politi kontaktes på 114.