Ny undersøgelse fra Rigspolitiet viser 2.381 sager om chikane, trusler og vold mod betjente både i og uden for arbejdstiden i perioden 2012 til 1. juli 2013. Det er første gang, Rigspolitiet har lavet sådan en kortlægning.
En politiassistent fra Københavns Politi forklarede i efteråret Berlingske, hvordan arbejdet tog med ham hjem. For eksempel kører han altid hjem ad en ny rute for at holde øje med, om nogen følger efter han.
Politimanden genkendte flere gange nogle af de rockere og bandemedlemmer, som han beskæftiger sig med, tæt på sit hjem. Fra forskellige kolleger fik han også at vide, at tæskehold planlagde at besøge ham for at smadre hans knæskaller.
Årsagen?
- For så ville jeg jo ikke kunne komme på arbejde eller i nærheden af dem i lang tid, konstaterede politimanden, som betingede sig anonymitet på grund af sagens alvor.
Rigspolitiet offentliggør tirsdag morgen en national kortlægning af chikane, trusler og vold mod politimænd i og uden for arbejdstiden i perioden 2012 til 1. juli 2013, skriver b.dk.
Er du politimand eller pårørende, og har du oplevet noget lignende, så tip BT på 1929@bt.dk
Politikredsene har identificeret i alt 2.381 sådanne sager, hvor den forurettede har været ansat i politiet. 54 sager er foregået i de ansattes fritid. Et ubestemt antal sager omhandler trusler mod pårørende til politibetjenten. I to af sagerne var det en pårørende til betjenten, som blev truet.
Rapporten konkluderer, at der sjældent er bagvedliggende motiver, når politifolk chikanes i tjeneste. Typisk handler det om frustration og afmagt. Ofte er gerningsmanden påvirket af alkohol og/eller stoffer.
Omvendt spiller hævn en central rolle i fritidssagerne. Gerningsmanden har ofte været efterforsket eller haft anden kontakt med politibetjenten. Det kan også være at forsøge at intimidere og påvirke politiarbejde. I mange af disse sager har gerningsmanden tilhørt et kriminelt netværk.
Blandt konsekvenserne beretter betjentene om overfladiske skader i sagerne fra tjenesten og utryghed i fritids-sagerne.
- Indberetningerne indeholder kun i begrænset omfang oplysninger om fysiske/psykiske konsekvenser for den forurettede, sammenfatter rapporten.
Politiinspektør Jan Andersen fra Østjyllands Politi har deltaget i projektgruppens arbejde:
- Selvfølgelig følger der en vis opmærksomhed med, når man færdes i uniform og har magtbeføjelser, sådan som politiet har. Men der er en grænse, som ingen skal finde sig i sker på grund af deres arbejde, siger han i en pressemeddelelse.
Rapporten vurderer, at den gældende lovgivning giver mulighed for at dæmme op for problemerne, blandt andet ved hjælp af tilhold. Politikredsene er også i gang med at tage de relevante skridt, lyder det.