Indtil videre har en 32-årige tysk mand indrømmet, at han er skyld i både kidnapning og drab på den fireårige bosniske flygtning Mohamed Januzi og den seks år gamle Elias Sturm. Men nu vil britisk politi undersøge, om dobbeltdrabsmanden også kan være indblandet i Madeleine McCanns forsvinden.

Det skriver den britiske avis The Mirror.

Efter anholdelsen af den 32-årige gerningsmand i sidste uge har tysk politi spekuleret i, om drabsmanden også kan kædes sammen med bortførelsen af den femårige, tyske pige Inga Gehricke, der forsvandt fra et skovområde i den tyske by Wilhelmsdorf den 2. maj i år.

Artiklen fortsætter under billedet

Spekulationer, som altså nu også har fået britisk politi til at spekulere i, om den 32-årige gerningsmand, der indtil videre er identificeret som Silvio S., også kan stå bag bortførelsen af Madeleine McCann.

Madeleine McCann var blot tre år gammel, da hun under mystiske omstændigheder forsvandt fra feriebyen Praia Da Luz under en familieferie til Portugal i maj 2007. Selvom sagen har været åbnet et utal af gangen, har efterforskningen af den forsvundne pige aldrig båret frugt.

Britisk politi har derfor bedt tysk politi om at undersøge gerningsmandens pas for at finde ud af, om han har har opholdt sig i Portugal i den periode, hvor Madeleine McCann forsvandt. Det skriver The Daily Express. Desuden forventer britisk politi også at afhøre den tyske barnemorder, der var 24 år på det tidspunkt, hvor Madeleine McCann forsvandt.

Artiklen fortsætter under billedet

Tyske Silvio S. blev anholdt torsdag, efter at mandens egen mor havde kontaktet politiet, efter at hun havde set og genkendt sin søn på de overvågningsbilleder, som tysk politi havde offentliggjort. Overvågningsbilleder, der viste den fireårige Mohamed Januzi begive sig af sted med en fremmed mand.

Da tysk politi afhørte moderen på hendes adresse i Niedergörsdorf i Brandenburg, dukkede den mistænkte pludselig op på adressen. Her erkendte han sin skyld over for politiet, og i hans bagagerum fandt politiet efterfølgende liget af den fireårige Mohamed Januzi, der forsvandt fra en legeplads uden for et flygtningecenter i Berlin den 1. oktober i år.

Fredag chokerede gerningsmanden yderligere, da han indrømmede også at stå bag kidnapningen og drabet på den seks år gamle skoleelev Elias Sturm, der har været forsvundet siden 8. juli i år. Liget af den seksårige dreng fandt politiet efterfølgende begravet i gerningsmandens kolonihave i Luckenwalde i den tyske delstat Brandenburg.