Politi renser kristen pige for blasfemi
Der er ingen beviser for, at en mentalt handicappet, kristen pige har krænket koranen, fastslår pakistansk politi.
Der er ingen beviser for, at en mentalt handicappet, kristen pige har krænket koranen, fastslår pakistansk politi.
PAKISTAN: En ung pige fra Pakistans kristne mindretal er lørdag blevet renset for beskyldninger om blasfemi. Politiet i hovedstaden Islamabad har ifølge avisen Khaleej Times afvist sagen, fordi der ikke er noget, der tyder på, at pigen, Rimsha Masih, har krænket muslimernes hellige bog.
Tværtimod er det ifølge politiet en imam fra moskeeen i nærheden af Masihs hjem, der har revet sider af koranen i stykker og lagt dem i hendes indkøbspose, angiveligt for at få hende anklaget for blasfemi.
Imamen Mohammed Khalid Chishti bliver nu sigtet for at manipulere sagens beviser. Beviserne er blevet sendt til videre undersøgelser på et retsvidenskabeligt laboratorium i byen Lahore.
Sagen har vakt international opsigt og ført til skarpe reaktioner både i og uden for Pakistan, blandt andet fordi Rimsha Masih angiveligt er mentalt handicappet. Blandt andet har Pakistans præsident, Asif Ali Zardari, beordret en undersøgelse af anholdelsen. Pigen blev anholdt 22. august og løsladt mod kaution 7. september.
Blasmfemi kan ifølge pakistansk lovgivning straffes med døden.