En 46-årig mor fra Roskilde er anholdt og sigtet for grov mishandling af sine tre børn
Den 46-årige kvinde blev tirsdag anholdt og sigtet for at have mishandlet sine tre piger flere gange ugentligt over flere år. Hun skal ifølge sigtelsen have slået dem med knyttede næver, revet dem i håret og sparket dem med og uden sko. Men hun nægtede sig skyldig i anklagerne, da hun onsdag formiddag blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Roskilde.
Det fortæller sagens anklager John Nielsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
- Det er foregået om ikke dagligt, så ugentligt. Det er sket så systematisk og over en så lang periode, at der ikke er tale om almindelig vold, men mishandling. Hun har gennem en årrække slået, sparket og revet dem i håret, fortæller anklager John Nielsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Sagen tog sin begyndelse i 2008, men det er først nu, at kvinden er blevet anholdt. Hvordan politiet kom på sporet af sagen, og de nærmere detaljer om, hvad der er foregået i de fem år, mishandlingen skal have stået på, kan anklageren ikke oplyse på nuværende tidspunkt. Det skyldes, at dørene blev lukket for pressen til grundlovsforhøret af hensyn til børnene.
Der er tale om tre piger, hvoraf de ældste er 12 og 14 og den yngste blot seks år. Det er uvist, hvor de opholder sig i dag.
- Der er begæret lukkede døre i sagen, og derfor kan vi ikke sige så meget om selve sagen, siger anklager John Nielsen.
Den 46-årige kvinde blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Roskilde klokken 10.30. Her valgte dommeren at varetægtsfængsle hende frem til 11. juli.