AUSTRALIEN: Bevæbnede politibetjente har mandag eftermiddag dansk tid stormet Lindt café i Sydney, hvor en iransk mand har holdt flere gidsler dagen igennem.
Det lokale politi bekræfter over for 9news, at en aktion har afsluttet det gidseldrama, som har stået på siden midnat dansk tid. Myndighederne vil ikke kommentere hverken gidseltagerens tilstand eller om nogle af gidslerne er blevet såret. Flere australske medier skriver dog, at mindst to personer er blevet kvæstet ved aktionen, og i alt er fire personer blevet kørt væk på bårer.
Der er også ubekræftede meldinger om to dræbte.
9news skriver, at politiet har brugt chokgranater og skarp ammunition til at pacificere gerningsmanden, som menes at være 49-årige Man Haron Monis, men hans eksakte tilstand kendes stadig ikke.
Politiet har nu sendt bomberyddere ind i caféen for at afsøge området. Tidligere har Monis påstået, at han havde placeret to bomber i caféen og to andre steder i Sydney.
BNB