Ukendte gerningsmænd satte ild til huset, hvor den 15-årige Jasmin døde af en overdosis sidste uge. Lynchstemningen hersker i den fynske landsby, og nu maner politiet til besindighed.

Lørdag brændte det hus, som den 15-årige Jasmin Leschøtt Christensen befandt sig i, da hun sammen med husets 48-årige ejer tog en dødbringende dosis amfetamin. Nu bekræfter politiet, at branden blev påsat i kølvandet på den lynchstemning, som har bredt sig i lokalsamfundet henover weekenden.

- Vi kan se, at den er blevet påsat ved hjælp af gamle byggematerialer, stablet op af huset. Vi går ud fra, den er påsat, og at der er en sammenhæng til dødsfaldet, siger drabschef Henrik Justesen fra Fyns Politi.

Politiet har på de sociale medier observeret en ophedet debat om, hvilke følger det burde få for den 48-årige ejer af huset. Sammen med en anden ung pige blev han fundet bevidstløs, da politiet slog døren ind til det gamle hus i den lille sydfynske landsby torsdag eftermiddag.

På Facebook udtrykker den afdøde piges mormor sin sorg således: 'Man må ikke ønske nogen død, men jeg håber aldrig for BGO (navn fjernet af redaktionen), at han vil overleve.' Og i mindegruppen for Jasmin på Facebook skriver en anden kvinde: 'Så godt idiotens hus blev brændt - næste gang er det forhåbentlig hans tur'.

- Det er trist og tragisk, når så ung en pige afgår ved døden på den måde, men man kan ikke lave om på det, der er sket. Vi kan se på de sociale medier, at der har hersket en hård stemning, men vi vil gerne minde om, at der intet godt kommer ud af at gribe til selvtægt. Man gør sig selv til kriminel, og det er dumt, siger Henrik Justesen.

Den 48-årige overlevede, og hans tilstand ventes mandag at være så stabil, at politiet kan afhøre ham.

- Vi har endnu ikke haft mulighed for at afhøre ham, men det venter vi at kunne mandag, hvor anklagemyndigheden så må tage stilling til, om hans skal fremstilles i grundlovsforhør, fortæller Henrik Justesen fra Fyns Politi.

Også mandag venter politiet obduktionsrapporten, der skal give det endelig svar på, hvordan den 15-årige Jasmin Leschøtt Christensen døde.