Politiet i La Laguna på Tenerife fjernede en ulovligt parkeret bil, som viste sig at have en noget usædvanlig last.

Bilen var nemlig en rustvogn - med et lig i.

Rustvognen havde stået ulovligt parkeret på gaden Calle Nava y Grimón i flere timer, skriver Diariodeavisos.com. Lokalpolitiet ledte i mere end en halv time efter bilens fører, inden de ringede efter en kranvogn, som fjernede bilen.

Da bedemanden vendte tilbage, var både bil og lig væk. Han dukkede senere op hos politiet og forklarede, at der lå et lig i bilen – hvilket politiet ikke havde bemærket på grund af bilens mørke vinduer.