Politi: Breiviks terrornetværk findes ikke
Norsk politi har ikke fundet nogen beviser på, at Anders Behring Breiviks påståede terrororganisation faktisk eksisterer.
Norsk politi har ikke fundet nogen beviser på, at Anders Behring Breiviks påståede terrororganisation faktisk eksisterer.
Efter fem måneders intensiv efterforskning har norsk politi endnu ikke fundet beviser for, at Anders Behrings Breivik er en del af et større terrornetværk, som han ellers påstår. Det skriver en norsk avis.
- For hver dag, der går, bliver vi mere sikre på, at netværket ikke findes, siger politiadvokat Christian Hatlo i Oslo til Aftenposten.
Under samtaler med to retspsykiatere har Anders Behring Breivik fortalt om »organisationen« og »en militær orden, som finansierer, planlægger og gennemfører operationer.« Men efter fem måneders efterforskning har norsk politi i samarbejde med internationalt politi ikke fundet nogen beviser, der tyder på, at et sådant terrornetværk findes.
Anders Behring Breivik har fortalt, at hans »organisation« blev grundlagt på et møde i London i 2002, men heller ikke det har politiet kunne bevise. Allerede få minutter efter at Breivik blev pågrebet på Utøya, sagde han til politiet, at han var villig til at opgive navne på to andre medlemmer af terrornetværket, hvis Norge indførte dødsstraf ved hængning og i øvrigt tillod brug af tortur.
Retspsykiaterne kalder Breiviks påstande for »store vrangforestillinger,« de har indtil nu haft 13 samtaler med ham. I alle samtalerne har Brevik talt om »organisationen,« der ifølge ham skulle dække det meste af Europa.
- I vores organisation kan en person blive en enmandshær. Jeg er en uafhængig organisatorisk celleenhed. Enmandsceller samarbejder ikke med andre celler. Det unikke ved os er, at vi kun fokuserer på enhedsceller, operatører, har Breivik fortalt retspsykiaterne.
Ifølge retspsykiaterne findes det europæiske terrornetværk kun i Breiviks eget hoved - og uden for Breiviks hoved har politiet altså heller ikke kunne finde nogen beviser endnu.