Pressefotografen fra Politiken, der onsdag eftermiddag blev anholdt på den sønderjyske motorvej, fulgte ikke politiets anvisninger. Det er ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi begrundelsen for, at fotografen blev anholdt.
»En stor gruppe medier har hele dagen (onsdag, red.) fulgt de udlændinge, der har forladt Frøslev Skole og er gået nord på ad motorvejen. Det er medierne også velkomne til. De skal blot ikke opholde sig på vejbanen, og de skal følge politiets anvisninger,« oplyser politiet i en pressemeddelelse og fortsætter:
»Da en pressefotograf tidligere på dagen gentagne gange nægtede at efterkomme politiets anvisninger om, hvor han måtte være, blev han anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.«
Fotografen blev taget med til stationen i Aabenraa, hvor han blev afhørt og kort efter løsladt.
Anholdelsen har fået Dansk Journalistforbund (DJ) til at råbe vagt i gevær.
»Det virker helt uantageligt, at man anholder en fotograf for at passe sit arbejde. Det virker meget underligt, og vi vil meget gerne høre en forklaring fra Sydjyllands Politi på, hvad det kan have med at gøre,« sagde DJ-formand Lars Werge, før politiet begrundede anholdelsen.
